Kære gamle "dagbog", det var ikke lige til det brug jeg købte dig for ca. 60 år siden, men jeg fandt dig i mine gamle gemmer, du er blevet gammel som jeg selv, din ryg er dårlig som min, dine linier er svage og mine øjne er også blevet svage, ja glansen er ikke hvad den var engang. Jeg købte dig i en havneby i England, du skulle bruges til at gemme min lærdom om forskellige ting jeg lærte, så, eller ønskede at huske. Det blev ikke til så meget ser jeg, for andre ting tog over, nu vil jeg nu prøve at puste lidt nyt liv i dig og skrive et par linier og fortælle lidt om hvordan livet var dengang.

Jeg blev født 1918 på Lolland. Min far døde da jeg var 3 år, og da jeg var omkring 6 år giftede min mor sig igen og jeg fik en tyranisk stedfar, hvis store næver sad løst hvis en lille dreng havde været uheldig og den slags hænder jo, det var hårdt. Jeg fik som 10 årig plads som henholdsvis mælkedreng og købmandsbud , både løn og drikkepenge skulle afleveres til min stedfar, det var en barndom uden leg og glæde.

Jeg havde set mig varm på en Dampmaskine så jeg forsøgte at samle lidt sammen, da jeg næsten havde nok til at købe denne maskine gik jeg til forretningen, og stor var min glæde da forhandleren eftergav mig det manglende beløb, det var lige op til jul og jeg havde i mellemtiden fået 2 halvbrødre, de fik julegaver af deres mor og far, men jeg fik ikke noget, for jeg havde jo allerede fået en Dampmaskine, som jeg havde bildt min stedfar ind, at jeg havde fået af en flink dame.

Fra 12 års alderen startede jeg på landet indtil min konfirmation. Min stedfar fandt pladserne og pengene så jeg aldrig.

Efter konfirmationen ville jeg ud at sejle, ikke af lyst, snarere for at komme væk og for at prøve at finde mig selv og frem for alt selv bestemme over mit liv og mine tjente penge.

Mit liv til søs startede i et par småskibe i indenrigsfart i 1932. Min første hyre var med en 3 mst. Skonnert, senere en lille galease, begge i indenrigsfart, så det var ikke særligt spændende, men dog et anderledes liv og jeg følte mig fri.

Det kunne være hårdt arbejde i havnene, hvor vi selv måtte losse og laste, men jeg kom lige fra landet , så det var jeg vandt til. Bønderne forstod, lige som havets ”husmænd” at udnytte drengene, der var billig arbejdskraft.

Jeg ønskede at komme ud under fremmede himmelstrøg, til varme lande og det skulle være med en damper. Havde hørt fra kammerater, at man havde det ret godt og hyren var bedre end i småskibene og at man kunne købe alt billigt ude i de fremmede lande, så det var ikke så dårligt endda.

Dette ønske blev opfyldt få dage efter at jeg var afmønstret fra galeasen , hvor jeg for øvrigt havde det godt, der var kun skipperen og mig, men han sejlede ikke om vinteren.

Min første damper syntes vældig stor, 3.200 ton. Den 3 mst. Skonnert, jeg havde været i var kun på 120 ton, en enorm forskel.

Jeg mønstrede som messedreng i S/S ”Sonja” af D/S Dania, som blev mit hjem de næste 2 år. Jeg var nu blandt gode mennesker som behandlede mig som det jeg var, en stor dreng, som skulle vejledes og evt. hjælpes. Jeg tror ikke jeg det første år gjorde mig nogen tanker om en fremtid til søs, jeg var nok endnu for grøn og usikker. Efter et år blev jeg ommønstret til jungmand og efter endnu et år kunne jeg mønstre ud som letmatros, og det satsede jeg på. Denne chance fik jeg da en jungmand blev afmønstret, så jeg flyttede al min habengut forud til mindre luksusiøse omgivelser, for drengekammeret var flot efter datidens standard, mahogni møbler, skab, skuffer og servante samt radiatorer.

Jeg havde det godt, vi kom vidt omkring og jeg havde mange gode oplevelser. Kosten var efter datidens normer rimelig god og jeg trivedes og voksede godt op.

Under rengøring hos telegrafisten fandt jeg det spændende med det rum med al den installation og sjove lyde i højtalerne, som jeg ikke forstod et kvidder af, men min nysgerrighed og interesse gjorde at jeg fik morsealfabetet af ”gnisten” (i daglig tale) og det kunne jeg nu til fulde.
Jeg anskaffede mig en stavlygte og i mørke morsede jeg på livet løs og lærte samtidig det engelske sprog, der var jo ikke så mange adspredelser om bord. En dag fik jeg et blad ”VIKINGEN” i hænde, det var spændende læsestof, især var en artikel med foto om flaskeskibe, men intet om hvordan man lavede dem, og disse var nogen af de første som en sømand havde lavet med sejl.
Det blev et samtaleemne, men ingen kunne rigtig give en fuldkommen løsning, den eneste der vidste lidt var tømrermanden, men det kunne jeg ikke bruge til noget, så nu havde jeg noget nyt igen at spekulere på. Det var noget med at man lavede skibet færdig, lagde masterne ned og lod det glide ind i flasken og trak i nogle snore og dermed fik rejst hele herligheden op. Der skulle kit ind i flasken hvori skibet skulle stå, det fandtes ikke ombord. Nå det måtte vente til ”bedre tider”.

Alt imens tegnede jeg og snittede små skibe, helt flotte syntes jeg selv, men det kneb gevaldigt med materialer og noget til at lave de forskellige ting af.
Jeg knækkede mange master, så det hele blev skrinlagt, men ikke glemt, jeg havde da fundet ud af noget.

Det passede meget fint i mit regnskab, at vi fik en last hjem til Danmark så ville jeg afmønstre og søge ud som letmatros.

Efter 2 år og 2 dage afmønstrede jeg i Odense og var lige et smut hjemme og besøge min mor, jeg kunne godt mærke på min stedfar at det var ilde set, så med afskedsordene ”nu er det jo ikke meningen at du skal komme hjem foreløbig” rejste jeg med det samme til København, hvor jeg indlogerede mig på sømandshjemmet Betel, hvor jeg også deponerede mine opsparede penge, så var logien sikret.

Jeg meldte mig som hyresøgende letmatros og ventede så på hvad de næste måneder ville bringe. Understøttelsen var ikke stor, min kapital ej heller, jeg vidste jeg skulle spare. Når man lige er kommet hjem og tilsyneladende har lidt på lommen, ja så har man altid"venner".

Jeg forsøgte så vidt muligt med forskellige udflugter at passe mig selv og det havde jeg det godt med. Byen var ny med mange store forretninger med nok at se på, så jeg manglede ikke selskab.

Jeg kunne fordybe mig i flotte malerier, eller en tilfældig udstillet skibsmodel, ting jeg gerne selv ville lave, men som der for nuværende ikke var lejlighed til.
Jeg havde tegnet og malet med vandfarve fra helt lille, senere snittede jeg små skibe, senere igen udvidede jeg til større skibe og sejlede med dem hjemme i havnen.

Efter en annonce meldte jeg mig til en tegneskole. Det var efter en moden overvejelse, men jeg mente at den udskejelse var der råd til, så måtte livremmen have et hul mere. Ved middagstid gik jeg en tur på havnen og entrede et skib, hvor de gav en arbejdsløs kollega en middag. Var det en dårlig dag, var der et spisested i en kælder i Nyhavn hvor man kunne få jævn god mad for 1 krone eller lidt mere. Hos ”Sørensen” i Toldbodgade var der aftenkaffe på bordet, en kop + en snitte til 15 øre. Jeg lærte lektien efterhånden. Men jeg skulle gå ledig 3-4 måneder, så det var om ikke at komme bagud. Jeg havde ingen steder at få hjælp og min stedfars stemme var stadig i mine ører ”nå, nu behøver du ikke at komme hjem de første par måneder ” ikke farvel og ha´det godt ! Nu havde jeg været hjemmefra i over 2 år, så tager jeg 2 mere, var min mening.

Nu havde jeg passeret de 3 måneder som arbejdsløs, havde budt på en af Ø.K.s skibe ”Canada”, men nej, den nåede jeg ikke - også et par andre langfarer var smuttet, nu nærmede jeg mig også bunden i min opsparing, men jeg var ikke bekymret.

Så skete det endelig ! klokken ringede og en stemme forkyndte, en letmatros til S/S ”Lars Kruse”.
To bød hinanden over, jeg kunne være med, og bød - jeg ventede spændt, ingen over - det var min hyre. Jeg kendte hverken skib eller rederi, men det kom jeg til.

Nu til lægesyn, samt synsprøve, alt OK.

Jeg stillede med mine pakkenelliker sent om eftermiddagen ude i Sydhavnen, hvor skibet næsten var udlosset for kul. ”Lars Kruse” var et pænt skib, høje slanke master og en pæn skorsten med hvidt malteserkors i rødt skjold, hvidmalet huse også indenbords, så der var noget at vaske af på efter udlosning af kullast.

Vi sejlede næste morgen i ballast til England, der lastede vi de såkaldte lokomotivbriketter til Afrika –derfra jordnødder til Frankrig, den slags laster fik vi mange af. En enkelt last med stykgods fra 3-4 havne i Italien og Sicilien til Canada, det var den mest rene og interessante rejse jeg erendrer.

Dog glemmer jeg heller aldrig alle de væggelus vi sejlede sammen med og ernærede. På en rejse sydover var vi 4 mand som ryddede alt ud, madrasser og alt andet som vi mente kunne gemme lus og æg, tætnede revner på skodt , skurede og skrubbede, ja vi var rigtigt gået i krig, for til sidst at male det hele.

Inderst inde, vel vidende at efter at have opnået fred et par måneder, så havde vi de sataner igen.

Nå men alt får jo en ende, vi overlevede og uden at opleve noget særligt at trække op af stopkisten, nærmede jeg mig enden på det år, jeg havde tænkt mig at blive ombord.

Jeg glædede mig til at skifte skib og hyre, men da der tilsyneladende ikke ville falde en last af til Danmark til os, blev det nok til en afmønstring i udlandet, så måtte jeg bare vente og se hvor.

Nu har jeg været her ombord i 15 mdr., vi er på vej med jordnødder til Marseille og jeg har sagt min hyre op og vil afmønstre når vi når Frankrig.
En ungmand slutter sig til mig, vi pakker vores ting og er klar til at sige farvel når vi er kommet i havn og når skipper har været på konsulatet med vores søfarts- bøger og fået os afmønstret. Da skipperen kommer tilbage og vi kan hente vores papirer, fortæller han at konsulen gerne vil tale med mig da han har en matroshyre på en af Torm´s skibe, hvis jeg vil, kan jeg komme ud med det samme. Jeg tager ind på konsulatet for nærmere samtale og får at vide, at skibet ligger i Port de Bove og hedder ”Aslaug”, derudover kan han ikke fortælle mere, hverken om størrelse eller hvad den ellers sejler med. Jeg havde drømt om en renlig frugtbåd med appelsiner og bananer o.lgn. og da der også var brug for en letmatros, ville min makker gøre mig følgeskab, så vi slog til – OK.
vi kunne skride igen hvis den ikke indfriede vores forventninger, de var i forvejen ikke ret store. Vi begav os tilbage ombord til den sidste middag med vores venner og pakkede de sidste ting og afventede en Taxi til en køretur på ca. 100 km. på konsulens regning forstås.

Efter køreturen på en times tid, holder vi på kajen foran en ”lille” gråmalet damper som lige havde losset sine jordnødder, åh nej ! ikke igen tænkte jeg.

Vi sad og sludrede lidt om tingene og blev så enige om at melde os ombord, vi kunne da altid hoppe af i den næste havn, eller den næste igen, hvis vi ikke syntes om forholdene eller farten. Vi blev venligt modtaget af skipperen, afleverede vores papirer og fik at vide at vi sejlede næste dag, til Spanien for at laste salt til Bologne.

Vi blev lidt beroliget over den oplysning, det var så ikke til Afrika efter flere jordnødder, puh ha.

Derfra til Antwerpen efter salpeter til Spanien, onde tunger fortalte at Franco skulle bruge det til fremstilling af krudt, nå ja, der var godt nok borgerkrig der og vi skulle til Bilbao med lasten.
På kajen var udskibet nogle tyske tanks og det vrimlede med tyske soldater.

Da vi havde udlosset sejlede vi til England efter kul til Alexandria i Egypten, derfra til Palæstina efter appelsiner til England.

Nu forestod en større rengøring af lastrummet som skulle være tør inden vi kunne laste dejlige store Jaffa appelsiner. Vi lå udenfor Gasa, hvor vi fik de første kasser fra pramme, afsluttede i Jaffa og TelAviv og sejlede så til England. Efter endnu en rejse af samme slags, holdt vi Jul omkring Sicilien på vej tilbage til England. Nytårsaften i Biscaybugten i storm og kulde, det var fra den ene yderlighed til den anden.

Vi lossede appelsinerne i London, og der var jeg så uheldig at få en fibersprængning i mit ene knæ som svulmede voldsomt op og jeg kunne ikke støtte på benet, havde voldsomme smerter. Jeg blev kørt på hospitalet, hvor man forbandt knæet med et stramt bind og sendte mig tilbage. Jeg lagde mig i køjen for at få lidt ro i benet, men havde jeg ikke haft smerter, så fik jeg det, hævelsen tiltog at jeg til sidst måtte løsne bindet, men sikken en nat. Fra London skulle vi til Antwerpen, hvor jeg igen kom til lægen. Han rystede på hovedet over den måde de havde behandlet mig på i London, og enden på det hele blev at han sagde til skipperen at det var for risikabelt at tage mig med ud til søs, jeg skulle være under lægetilsyn og have ro i lang tid. Altså måtte jeg afmønstres. Det var jeg meget ked af for jeg havde fået et godt forhold til skibet og befandt mig godt tilpas i de 7 mdr. jeg havde været der og ønskede jeg havde kunnet fortsætte lang tid endnu. Jeg affandt mig i skæbnens afgørelse og afmønstrede den 11. Januar 1938.

Mit sidste skib S/S ”Aslaug” lagde mange år senere kulisser/skrog til filmen S/S ”Martha” en dansk folkekomedie fra Nordisk Film A/S, som mange sikkert husker.

Jeg boede nu igen på sømandshjemmet i København, og havde fået at vide at jeg ikke måtte udmønstre igen førend jeg havde aftjent min værnepligt i marinen.

Mens jeg var hjemme et smut, var jeg så heldig at finde jordens dejligste pige som var på ferie i min hjemby, hun var fra Esbjerg egnen, desværre skulle hun rejse hjem et par dage senere, men det var kærlighed ved første møde, så postvæsenet fik travlt de næste måneder.

Jeg havde omsider nået at spare lidt op, så jeg købte en ”Norton” motorcykel for den store sum af 350 Kr. og satte kursen mod Jylland. Det blev mit første møde med et rigtigt hjem, trods små kår var der også plads til mig, der var varme, kærlighed og tryghed. Jeg boede hos mine kommende svigerforældre i et halvt år, så følte jeg selv at jeg måtte finde mig et logi, jeg fik et værelse i Esbjerg. Efter et par måneder fik jeg arbejde hos en vognmand hvor jeg fik min egen lastvogn at køre med, det gav gode penge.

Men så kom indkaldelsen til marinen, jeg blev sendt på minørhold i Rødvig, tyskerne havde lagt miner i farvandet og dem skulle vi finde og sprænge, vi fik 4 Kr. for hver mine og jeg kunne nu sende lidt penge til min forlovede, vi blev forlovet den 21 Januar 1939, vi havde købt møbler på afbetaling og de stod hos møbelhandleren til vi skulle giftes, det gjaldt jo om at købe medens der endnu var gode varer at få og krigen rykkede jo nærmere. Mine svigerforældre var nu flyttet til Esbjerg da min svigerfar havde dårligt hjerte og min pige havde også fået arbejde i Esbjerg måneden før jeg blev indkaldt. Jeg blev hjemsendt Maj 1940 og fik igen arbejde hos en vognmand, samtidig havde jeg søgt ind til Politiet og havde tidligere også søgt ind til D.S.B. som matros. Paradoksalt nok fik jeg begge ansøgninger opfyldt, først var jeg til prøve hos Politiet og blev godtaget, manglede blot Politiskolen.

Vi havde nu fået en dejlig lejlighed i Esbjerg og havde ønsket at gifte os i marts, men 2 dage efter jeg havde været hos Politiet, fik jeg også tilbudt stillingen hos D.S.B. Jeg spurgte politimesteren om jeg kunne regne med fast ansættelse, nej det kunne jeg ikke regne med p.g.a. krigen, så valgte jeg D.S.B. og skulle møde den 1. Marts 1941, så vores bryllup måtte udsættes og jeg rejste til Kalundborg og tiltrådte på overfarten Kalundborg Samsø Århus som matrosaspirant.

P.g.a. krigen måtte vi stoppe sejladsen da den færge jeg sejlede med blev ramt af en mine og den måtte på værft. Vi var nu blevet gift i Nov. 1941 og har fået en sød lille lejlighed i et helt nybygget kompleks. Vi var oplagt med færgen under krigen i Isefjorden og ventede vores første og eneste barn, det blev en søn fik jeg at vide via et flag der blev hejst i Ejby havn, det var den 20. Marts 1945.

Da krigen var slut, startede ruten igen og senere måtte jeg til Korsør for forfremmelse til overmatros. En overgang sejlede jeg på ruten København Malmø, tænkte på at flytte dertil, men efter 9 mdr. opdagede jeg at vi så småt havde slået rødder i Kalundborg og derfra havde jeg de sidste år indtil jeg i 1981, efter 40 år ved D.S.B. gik på pension som bådsmand.

Jeg skulle nu til at nyde mit otium, havde nu endelig tid til at koncentrere mig om min gamle interesse og jeg begyndte så småt at bygge modelskibe både i flasker, elpærer og senere i kasser med glas, til at hænge på væggen samt to større skibe i montre hvoraf det ene i øjeblikket befinder sig på Marstal Søfartsmuseum som også har et par kasser samt et flaskeskib med Kongeskibet ”Dannebrog”.

I de sidste par år har jeg slået mig på kul og blyantstegninger af gamle sejlskibe, jeg havde allerede i 50 erne tegnet en del i kul, dengang dog mest de forskellige færger på D.S.B. overfarterne, men nu har jeg altså kastet min kærlighed på sejlskibe, da jeg på opfordring, eller rettere tilskyndelse blev bedt om at tegne skibsportrætter igen i kul og blyant. Det havde jeg ellers lagt på hylden og mente derfor ikke at det lå i min hånd og sind. Min kone Irena bad mig lave et billede til hende – og jeg startede op igen.

Udover de ovennævnte færger på D.S.B havde jeg også tegnet en del Libertyskibe som anløb Århus, plus ”Passat” (2 stk.) samt nogle portrætter i kul og rødkridt og hvidt på sort, f.eks. mor og barn med lys rødt på sort m.m. plus nogle få oliemalerier, alle meget vellykket og salgsbare, så derfor har hjemmet desværre ikke noget særligt fra den tid. Derfor startede jeg op, lidt skeptisk, men jeg mærkede at jeg ville kunne ”finde melodien” igen. Jeg lavede som det første en skonnertbrig ”Neptunus” af Svendborg, det blev til hele 3 stk. den ene pænere end den anden, en til Irena, en til Hermann og den tredje til museet i Marstal, så nu kører det bare der udad.

Vi havde den glæde at kunne fejre vores guldbryllup i 1991 og i skrivende stund (1999) håber jeg på mange gode år endnu med vores fælles hobbyer og interesser.

Barndomserindringer

Når man er opvokset i en havneby, hvad er så mere nærliggende, end at man også kommer til at holde af skibe og havet. Vi drenge rendte meget og så på de store sejlere og andre dampere og kunne vi få lov at komme ombord og se på alt det fremmede, var vi i vores es – jeg var. Vi spurgte efter frimærker, mønter og tændstikmærker, og så kunne vi sidde forude hos matroserne og få en smøg hos dem, vi rendte også i byen efter et eller andet og det gav en skilling til en biografbillet, det fik vi ikke hjemme, det var der ikke råd til, der var megen arbejdsløshed og rent ud sagt stor fattigdom i mange familier.

Det var nu ikke alle skibe, der var lige behagelige at gæste, men det tog vi os nu ikke så meget af - den gang, først senere fik jeg et andet syn på det.
Jeg erindrer de græske og tyrkiske skibe, hvor var de beskidte og ulækre, men som sagt det gjorde ikke så meget, bare vores besøg gav lidt bonus.

Nogle af disse dampere havde grise, høns og gæs med, der var indrettet bure på dækket til det samme, det var sgu da spændende. Når man havde gæstet sådanne skibe og set postkort og fremmede ting, drømte vi os til de fjerne lande, sydens sol med palmer og fremmede skikke og helt andre mennesker.

Jeg studerede mine frimærker, mønter eller tændstikmærker og fantasiens vinger bar mig langt, langt væk. Når jeg bliver stor, vil jeg ud at sejle. Jeg kendte flere som var kommet ud at sejle og andre som havde været ude og som var kommet hjem, det var spændende at høre hvad de kunne fortælle, men jeg må vente lidt endnu, jeg er jo kun 12 år.

Bare 12 år gammel, og jeg knokler ude på landet hos en bonde, men dog ikke længere ude, end jeg fra nogen af hans marker kan se fjorden og med vinden bæres lyden fra kraner som arbejder ved skibene som losses for kul eller foderstoffer eller kunstgødning m.m.

Jeg traver marken fra den ene ende til den anden bag en hest og harve – jeg lytter og drømmer.

Om aftenen er jeg godt træt, dagene er så lange, også igen i morgen, men da skal jeg i skole, så det er ikke så slemt, men jeg skal arbejde når jeg kommer hjem fra skolen, og så ordne lektier senere på aftenen, hver time bliver skam udnyttet.

Drengene ude på landet var billig arbejdskraft, og blev udnyttet, men sådan var livet, jeg kendte ikke bedre, tværtimod – jeg vil da sige at jeg hellere vil være her end derhjemme hos min stedfar, han var en hård mand – meget hård, grænsende til tyran. Min mor bliver tidlig enke med 2 børn, jeg havde en søster, min far døde af den spanske syge, min søster 2-3 år senere af menigitis .

Min mor og bedstemor og jeg boede i et hus som hørte til en stor gård hvor de begge arbejdede, mor med malkningen af køerne sammen med andre malkepiger, fodermestre og røgtere, bedstemor ”vaskede spande”, som det hed, det var mælkejunger og malkespande, samt gjorde rent og redte senge på karlekamrene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ja så nåede Edward desværre ikke mere !

Han blev så opslugt af sine Marinetegninger og nu døde han desværre den 19 Juni 2002.

Jeg husker han fortalte at han tog ud at sejle med et dansk skib da han var 14 år, de sejlede indenrigs og det var knagende koldt om vinteren og han havde kun et uldtæppe, så han frøs som bare . . . . og undrer sig i dag over at han ikke blev syg, men så opdagede Kaptajnen det og forærede ham en dejlig tyk dyne, det var himmelsk sagde han. Senere kom han så udenrigs, som fortalt ovenfor – blot denne lille tilføjelse fra mig, hans kone gennem 61 år. Edward var en enestående mand, han tænkte altid på andre før sig selv.

Det er utroligt at med den hårde barndom, at han er blevet et så godt menneske, helt igennem et fint menneske, hvad også fremgår af af hans anbefaling da han måtte afmønstre ”Aslaug” p.g.a. en benskade.

Jeg er stolt over at have haft en så prægtig en ægtemand.

Ulykken var faktisk en lykke, for uden den havde jeg ikke lært ham at kende, da hans tanke var at emigrere idet han ikke havde noget der bandt ham her, men det kom der i form af en lille pige på 17 år fra Jylland.

Ære være hans minde

Irena Stablewski